Velkommen til Malaysia
Eventyret Lever…
Det malaysiske turistkontor hævder beskedent i deres markedsføring af landet, at "Kun Malaysia har det hele". Og efter at have besøgt landet er man tilbøjelig til at give dem ret – Malaysia har det hele. Her ligger et slaraffenland af oplevelser, men på trods af en ihærdig markedsføringsindsats har Malaysia aldrig rigtig vundet danskernes hjerter og feriebudget, og det er en skam, for mulighederne er næsten uendelige.
Maleriske fiskerlandsbyer, teplantager i højlandet, forrevne bjergtoppe i firetusind meters højde, jomfruelige tropiske skove, kilometervis af mennesketomme hvide sandstrande, nogle af verdens flotteste koralrev, et unikt dyre- og planteliv samt den fantastiske storby Kuala Lumpur. Læg hertil den sjældne og ægte gæstfrihed, der er det malaysiske folks særegne kendetegn.
Resultatet er en uimodståelig blanding af fremmed kultur og eventyr, der med garanti kan sende forventningsfulde danskere til den syvende rejsehimmel.
Vi byder dig velkommen til Malaysia.
|