Velkommen til Indien
Eventyret Lever...
Indien har så afvekslende natur, kultur, historie og arkitektur som få af verdens lande. Mod nord knejser Himalayas mystiske og dragende højder med en venlig befolkning bosat i skyggen af sneklædte tinder, klostre som ørnereder på forrevne klipper og skråninger klædt i guirlander af smaragdgrønne terrassemarker. I vest lyser Rajasthans og Gujarats fyrstepaladser og forter som oaser i ørkenen, der gør legender til virkelighed. Og ørkenbyen Bhuj er som taget ud af Kiplings fortællinger eller Tusind og En Nats Eventyr.
I hjertet af Indien glimter Taj Mahal som et hvidt drømmesyn af marmorsøjler og udskårne murflader. I øst findes stammefolk, som lever en afsides tilværelse med traditionelle kulturer og ritualer intakt. Mere intenst end andre steder smelter religion og dagligdag sammen i Sydindien, hvor templerne møder den rejsende som en magisk levende ramme.
Programmernes alsidige turforslag dækker ikke blot de mest omtalte seværdigheder. Vi opsøger ofte destinationer langt fra den slagne vej, hvor helt specielle oplevelser venter.
Komplet frihed til, med respekt for omgivelserne, at nyde rejsen er et motto, vi har som mål i al turplanlægning. Vi opfordrer dig til at åbne alle sanser. Se det rigtige Indien. Rør ved det. Smag på det. Lad det vældige land gå dig i blodet. Har du en gang besøgt Indien, vil du vende tilbage...igen og igen.
Vi byder dig velkommen til Indien!
|