Kerala

SKØN KULTURREJSE OG BADEFERIE I KOKOSNØDDELANDET
12 dage
Valgfri afrejsedato

DKK 12.300,00

Magisk rejse med kulturoplevelser, husbådssejlads og dejligt strandophold. Ønsker du at forlænge ferien, har vi mange bud på, hvad du også kan opleve i dette smukke og frodige område af Indien.

Send en forespørgsel
*
*
*

Produktbeskrivelse

Dag 1 Afrejse fra Danmark

Afrejse fra København om formiddagen, med en mellemlanding undervejs.

Dag 2 Ankomst Kochi: Østens Vendig og sejlads ved solnedgang

Ankomst til Kochi tidlig morgen. I modtages ved ankomsten og køres til et rart gæstehus beliggende i Fort Cochin, den smukke, stemningsfulde og fredede bydel, som er på UNESCOs Verdensarvsliste.

Byen Kochi udgøres af 15 landsbyer, som ligger spredt på øer og halvøer og er forbundet med broer og færger. Byen har i århundreder tiltrukket søfarende, der kom sejlende med monsunvindene for at købe krydderier som peber og gurkemeje på Malabarkysten. Kublai Khan bragte de kinesiske fiskenet til Kerala, ligesom portugiseren Vasco da Gama kom hertil og blev begravet i Kochi, da han døde. Hollænderne byggede paladser, og så briterne. Kochi blev en kulturel smeltedigel med indflydelse fra kinesere, arabere, jøder og europæere.
Senere på dagen bliver I taget med på en sejltur på Kochis kanaler, hvor der er mulighed for at se delfiner. Om aftenen kan I overvære en forestilling med Kathakali danseteater. Et klassisk malabarisk dansedrama, en tempeldans med elementer af yoga og ayurveda. I er velkomne til at komme før forestillingen for at opleve danserne lægge deres tunge make-up.

Dag 3 Kochi: Oplevelser i stemningsfulde Kochi

Om formiddagen møder jeres guide jer og sammen oplever I Kochi. I kan blandt andet besøge Vasco da Gamas grav i Skt. Francis, den første europæiske kirke i Indien. Derefter kan turen gå til peberbyen Mattancherry med Jødegaden og Pardesi Synagogen. I kan se de smukke fresker i Maharaja paladset Dutch Palace, og ved de fascinerende kinesiske fiskenet kan I spise jer mætte i friskfangede kæmperejer tilberedt ved en af de små boder. I lægger det endelige program sammen med jeres guide, og undervejs er der plads til at improvisere.
Eftermiddagen er fri til jeres disposition. Der er smukt og stemningsfuldt og altid en hyggelig café, der frister med lækkerier, kunstgallerier, smukke paladser og spændende butikker.

Dag 4 Kochi - Backwaters: Ophold på det skønne Our Land i backwaters

I bliver mødt og kører ned langs kysten til Alleppey og ”backwater” området.
Kerala Backwaters byder på både historiske monumenter, kultur, dyreliv og naturlig skønhed i form af de mange kanaler, der bliver brugt som vandveje. På halvøerne og øerne er landbrug i højsædet, og markerne ligger under havets overflade – et fænomen man kun finder i backwaters, i Holland og på den jyske marsk.

I bliver indkvarteret i et gæstehus i dejlige frodige omgivelser. Gæstehuset ligger på en lille ø i backwater, og under opholdet vil jeres Sahai (hjælper) tage sig godt af jer og forkæle med frisklavede lokale retter. Der er gode muligheder for små vandreture i området, hvor I kan besøge mindre landsbyer og måske sammen med bønderne på vej hjem fra arbejdet i rismarkerne få en “arak” (hjemmebrændt spiritus) i en af de små beværtninger. Her er der også en helt speciel mulighed for at tage med på et “narrow canal” cruise gennem de små kanaler, som husbådene ikke kan sejle ad. Her står tiden stille på den gode måde, og I kan trække vejret helt ned i maven.

Dag 5 Our Land, Backwaters & Husbåd: Sejlads og overnatning i husbåd

Formiddagen på Our Land og efter frokosten en næsten royal oplevelse, når husbåden lægger til og I går ombord. I bliver sejlet frem på kanalerne og har husbåden for jer selv. Kokken ombord vil stå for velsmagende, frisklavede måltider. I overnatter ombord på husbåden. I kan bede om Our Boat med åben køkken og være med til at lave lækre indiske retter sammen med jeres kok.

Dag 6 Husbåd - Kovalam: Sydpå til sol, strand og badeferie

Husbåden ligger til i Alleppey og I køres ned langs kysten til Kovalam stranden. Indkvartering på et skønt lille hotel lige ned til strandpromenaden og Det Arabiske Hav.

Dag 7 - 11 Kovalam strand: Badeferie

Sol og strand, god mad, shopping og afslapning – nyd dagene i Kovalam eller benyt jer af de gode udflugtsmuligheder til Trivandrum, til Padmanabhapurams indtagende palads eller til pilgrimsmålet Kanyakumari – Indiens sydspids, hvor Den Bengalske Bugt møder Det Indiske Ocean og Det Arabiske Hav.

Her ved Kovalam er der gode muligheder for at få en revitaliserende ayurvedisk massage på traditionel vis med olie og urter.

Dag 12 Kovalam - Trivandrum: Hjemrejse

I hentes på hotellet og køres til Trivandrum lufthavn. Afrejse tidlig morgen, en mellemlanding og ankomst til København midt på dagen.

Turen begynder i den gamle by Kochi med krydderigader og stemningsfulde gamle bygninger, og fortsætter til Keralas berømte backwatersystem, et frodigt netværk af kanaler og søer. Her går I ombord i en husbåd med egen kok og kaptajn. Fra dækket kan I følge livet langs bredden, når I stille og roligt sejler forbi rismarker, kirker og templer, kvinder der vasker tøj og fiskere der trækker nettet ind. Båden lægger til kaj og jeres chauffør er klar til at køre jer til Kovalam med svejende kokospalmer og kridhvid strand. Her kan I nyde den sidste del af ferien med mulighed for udflugter, ayurvedisk massage, yoga og slappe af på stranden.

Har I mere tid så forlæng ferien med mulighed for at opleve endnu mere af dette frodige hjørne af Indien.

Pris:
Fra 12.300 kr. per pers i delt dobbeltværelse for 12 dage.
Fra 13.200 kr. per pers i delt dobbeltværelse for 15 dage.

Valgfri afrejsedato året rundt
Bedste rejsetid: september – april
Individuel, skræddersyet rejse som kan tilpasses ønsker og behov.

Inkluderet:

  • Flybillet København – Kochi / Thiiruvananthapuram – København m. et flyskift undervejs
  • Lufthavnskatter og afgifter
  • 10 nætter på turistklassehoteller og husbåd
  • Morgenmad i forbindelse med alle overnatning dog med helpension backwaters og Our Land
  • Privat transport fra lufthavn til hotel ved ankomst til Kochi og ved afrejse fra Kovalam hotel til lufthavn
  • Egen bil med airkondition og privatchauffør til rådighed
  • Byture inklusiv entréer og engelsktalende lokalguide
  • Cruise i Kochi
  • Kathakali dans
  • Alle aktiviteter Backwaters (sejlads, vandreture m.m.)
  • Forsikring af hele det lokale mandskab
  • Indisk turistskat
  • Produktansvarsforsikring
  • Bidrag til Rejsegarantifonden og rejsen er omfattet af pakkerejseloven og dækket af rejsegarantifonden

Dine ønsker, dine behov – vores speciale!
Grace Tours er specialister i individuelle rejser. Det vil sige at vi arrangerer rejser individuelt for dig og dine medrejsende, og der er stort set daglig afgang året rundt.
Du bestemmer hvorhen, hvornår og hvor længe. Alle vores ture kan tilrettes dine ønsker og behov. Få tilsendt et forslag på netop den rejse du gerne vil have.
Priserne, uanset rejseperioden, er beregnet på, at der på reservationstidspunktet skal være plads på bestemte prisklasser for fly og hotel.
Priserne er derfor vejledende og kan variere ifm. højsæson og/eller lokale festivaler. Endeligt tilbud afgives, når du har oplyst ønsket rejseperiode.


Ikke inkluderet:

  • Indenrigsbillet i Danmark
  • Fakturagebyr (90 kr. pr. person)
  • Afbestillings- samt rejseforsikring
  • Visumgebyr (48 dollars pr. person)
  • Alt ikke beskrevet under “Inkluderet” såsom forplejning udover nævnte, donationer og drikkepenge.