Royal Enfield

PÅ ROYAL ENFIELD BULLET MOTORCYKEL GENNEM TAMIL NADU OG KERALA
16 Dage
Flere afrejsedatoer

DKK 18.300,00

En motorcykel rejse på en klassisk indisk Royal Enfield Bullet, som er elsket af motorcykelentusiaster, drønende gennem delstaterne Tamil Nadu og Kerala i Sydindien er en drømmerejse, der byder på et fabelagtigt varieret landskab på støvede sletter, gennem grønne plantager, langs frodige rismarker og i betagende bjerge.

Send en forespørgsel
*
*
*

Produktbeskrivelse

Dag 1: Afrejse Danmark

Afrejse fra København, en mellemlanding undervejs.

Dag 2: Ankomst til Chennai og akklimatisering i Mamallapuram

Ankomst til lufthavnen i Chennai og straks kører vi omkring halvanden time i bil sydpå til den lille fiskerlandsby Mamallapuram ved Den bengalske Bugt til indkvartering og akklimatisering resten af dagen.

Dag 3: Afslapning i Mamallapuram

Vi starter blidt med afslapning ved kystbyen Mamallapuram, der er berømt for sine milelange brede strande og gradvist er ved at blive ”opdaget”, men endnu ejer sin autentiske afslappende atmosfære.

Dag 4: Sightseeing i Mamallapuram

Mamallapuram har mere at byde på end gode badestrande og skyggende kokospalmer. Byen blev grundlagt omkring 500 år før vores tidsregning og fungerede som hovedstad for Pallava dynastiet til slutningen af 800-tallet. Stadig findes der smukke bygningsværker fra den tid, og det mest kendte er nok et vejrbidt kysttempel, Shore Temple, som er på Unescos liste over bevaringsværdige bygninger. Også på Verdensarvslisten er Arjuna’s Penance, et kæmpemæssigt klipperelief, der beskriver, hvordan floden Ganges kom ned fra himlen. Vi skal på sightseeing rundt i byen og besøger efter frokost en nærliggende landsby for at opleve det lokale liv og deres smittende glæde og gæstfrihed.

Dag 5: På motorcykel fra Mamallapuram til Tiruvannamalai (160 km)

Vi bliver præsenteret for vores Royal Enfield Bullet og med turkaptajnen i spidsen kører vi 160 km til Tiruvannamalai ad naturskønne veje i det flade landskab i den østlige del af Tamil Nadu. Lidt mere end halvvejs stopper vi ved Gingee Fort, som er et af de eneste tilbageværende i Tamil Nadu. Fortet blev bygget af den berømte Maratha konge Shivaji i 17. århundrede og rangerer som det mest uindtagelige af alle fæstninger i Indien. Briterne kaldte det da også for ”Troy of the East”. Videre til pilgrimsbyen med mere end 100 templer, Thiruvannamalai, der er berømt for sit storslåede Shiva tempel, Sri Arunachaleshwara. Templet dækker et areal på mere end 10 hektar og med dets monumentale ni tårne (gopuramer) er det højeste 66 meter.

Dag 6: Fra Tiruvannamalai til Kumbakonam (170 km)

En stor del af turen fra Tiruvannamalai kører vi ad smalle veje gennem landsbyer til Kumbakonam, som malerisk ligger midt mellem de to floder Cauvery og Arasalar. Der er omkring 188 hindutempler i området og et af de mest bemærkelsesværdige er Kumbeswarar templet, formentlig bygget i det 7. århundrede. Det gamle Agraharam område i nærheden af Pawarti templet er stedet for silkevævning, hvor en særlig væveteknik kaldt jaquard anvendes. Der er 700 jaquard væve delt mellem 1200 vævefamilier, som producerer de traditionelle indiske sareer.

Dag 7: Fra Kumbakonam til Madurai (220 km)

Fra Kumbakonam til Madurai kører vi igen langs rismarker og gennem hyggelige landsbyer, hvor vi oplever dravidisk arkitektur, den vibrerende by Pudukkottai og efter 42 km byen Karaikudi, som er berømt for sine unikke kalkstenhuse og sit smagfulde Chettinad madkøkken, et af de mest smagfulde i Indien. Fra Karaikudi fortsætter vi til storbyen Madurai.

Dag 8: Fra Madurai til Athoor village (65 km)

Fra morgenstunden er tiden til at udforske Madurai, hvor alle sanser aktiveres. Denne enorme pulserende by med mere end en million indbyggere er en af de ældste i det sydlige Indien. Dens historie går mere end 2500 år tilbage. En gåtur gennem de pudsigt pakkede gader fulde af pilgrimme, omvandrende køer, åbne køkkener og farverige basarer. Både det historiske tempel Meenakshi Amman og det smukke Thirumalai Nayak Palads vil være en fryd for øjet. Efter frokost fortsætter vi 65 km længere syd til den mere fredsfyldte landsby Athoor midt i skøn natur, hvor floden Kodaganar løber gennem og ris er hovedafgrøden.

Dag 9: Fra Athoor til Suryanelli (220 km)

Athoor er det ideelle sted for en formiddags afslapning og opladning. Seks kilometer vest for landsbyen er Kamarajar dæmningen med 1,6 km2 monsunregnvand placeret tværs gennem Kamarajar søen med Western Ghats stejle bjergskråninger som tilskuere. Fiskere i deres små både på søen og plantager med kokos, bananer og kardemomme er et ganske almindeligt syn. Samtidig er området med dets mange fuglearter perfekt til at trekke og se på fugle. Senere fortsætter vi 220 km ad snoede bjergveje til Suryanelli over Palani Hills, som ligger i forlængelse med Western Ghats bjerge og er hjemsted for en række sjældne planter og dyr, der ikke findes andre steder i verden.

Dag 10: Suryanelli

Suryanelli er beliggende nær den populære ”hillstation” Munnar, som er i 1700 meters højde og billedskønt omgivet af nogle af verdens højest beliggende teplantager, hvoraf de fleste er privatejede. Munnar tiltrækker også de mere eventyrlystne, der er til paragliding og har stadig sit islæt fra kolonitiden. Vi besøger temuseet ejet af Tata Tea og Eravikulam Nationalpark, som blandt andet er hjemsted for den truede bjergged Nilgiri Thar, og vi går en tur gennem de fortryllende plantager og nyder stilheden.

Dag 11: Fra Suryanelli til Periyar/Thekkady (105 km)

I dag kører vi til Periyar gennem billedskønne teplantager og bølgende bakker. Periyar er et tigerreservat og oprindelig navnet på elefantens bolig. Den tætte tropiske skov er hjem for mange dyre- og fuglearter. Med båd vil vi udforske Periyar søen, og hvis heldet er med os, se dyrene komme til søbredden for at drikke. Om aftenen besøger vi en krydderiplantage og den lokale guide vil fortælle om de forskellige krydderier.

Dag 12: Fra Periyar til Alleppey (140 km)

Efter morgenmad kører vi gennem smukke landskaber med frodige plantager med gummitræer og tebuske. Vi kører ad veje under tårnhøje kokospalmer og gennem travle landsbyer, hvor de lokale beboere er fordybet i at behandle kokosskallerne til reb og måtter. Mætte af lækkert aftensmåltid spadserer vi en tur med mulighed for en kanotur.

Dag 13 Alleppey – husbådssejlads: Sejlads i husbåd med egen kok og kaptajn

Efter morgenmaden tager vi til bådebroen for at gå ombord på husbåden. Fra bådsdækket åbner der sig en panoramaudsigt til livet i Backwaters, et netværk af floder og vandkanaler. Kvinder vasker deres kulørte tøj i floden, landmænd bader deres bøfler, fiskere og sælgere der sejler fra hus til hus for at sælge deres varer. Ombord skal vi nyde de lokale retter fremtryllet af bådens kok, se solen gå ned og falde i søvn til lyden af klukkende vand.

Dag 14: Fra Alleppey til Kochi (65 km)

På vores sidste dag på motorcykel kører vi ad den kystnære vej fra Alleppey til Fort Kochin via Marari. En meget smuk fotogen strækning rig på små fiskelejer og kokosplantager.
Efter ankomst til hyggelige Fort Kochin og en forfriskning går vi ud for at opleve byens charme og kulturhistorie. I den jødiske by skal vi besøge den gamle Pardesi synagoge, der oprindelig blev bygget i 1568, St. Francis Church som er den første europæiske kirke i Indien og videre til den imponerende katolske kirke Santa Cruz Basilica. Vi skal bese de pittoreske, kinesiske fiskenet langs kysten, som har været anvendt til fiskeri i mere end 500 år. Om aftenen kommer den episke Ramayana til live, når vi skal overvære det klassiske malabarske dansedrama, Kathakali, hvor personkaraktererne bruger dramatisk makeup og flotte kostumer.

Dag 15: Fort Kochin

Dagen er til på egen hånd at udforske Fort Kochin. Byen, der blev grundlagt i 1503 af den portugisiske opdagelsesrejsende, Vasco da Gama, er opført omkring en naturhavn med mange små øer. Bybilledet er præget af en fortid som handelsstation og veksler mellem 500 år gamle portugisiske huse med verandaer og skodder for vinduerne, jødiske synagoger og bygninger i britisk kolonistil. Dagen kan I tilbringe på hyggelige cafeer med god kaffe eller shoppe de sidste ting som antikviteter, bøger eller tekstilvarer. I kan besøge Vasco da Gamas gravkirke eller gå en tur gennem ”peberbyen” Mattancherry med Jødegaden og se de smukke fresker i maharaja paladset, Dutch Palace. Der er mange muligheder i Fort Kochin.

Dag 16: Afrejse fra Kochi og ankomst til Danmark

Vi tager afsked med Sydindien og bliver kørt til lufthavnen for hjemrejse til Danmark, en mellemlanding undervejs.

Du kan vælge at forlænge rejsen på egen hånd.

Der er noget charmerende og helt særligt over at køre på en Royal Enfield Bullet. En klassisk encylindret motorcykel som generationer af indere er opvokset med og respektfuldt kaldes “Raja Gadi”, det kongelige køretøj.

En oplevelse der opgraderes, når køreruterne er i de tropiske delstater Tamil Nadu og Kerala i Sydindien med varierende storslåede landskaber og en gæstfri befolkning. Indiens mest tempelrige delstat med majestætiske templer, spændende historie, panoramiske scenarier og farvestrålende basarer. Netop på motorcykel kommer man ganske tæt på naturen og hele sanseapparatet vækkes.

Turen har sit udgangspunkt i fiskerlandsbyen Mamallapuram lidt syd for Tamil Nadus hovedstad Chennai, hvor Royal Enfield fabrikken kontinuerligt siden 1948 har produceret Royal Enfield Bullet.

Med en engelsktalende turkaptajn i spidsen og en backupbil kører vi på Tamil Nadus flade kystslette, et sandt farverige møder os, når vi drøner over den røde jord, langs tusindvis af grønne rismarker med sariklædte kvinder, gennem små gæstfrie landsbyer, ad snoede smalle veje gennem de fascinerende West Ghats bjerge til Keralas billedskønne backwaters og kulturhistoriske Fort Kochin med de kinesiske fiskernet.

18.300 kr. per pers. for 15 dage i delt dobbeltværelse. Tillæg ved enkeltværelse.

Bagsædepassager / passager i følgebil 15.200 kr.

Afrejsedatoer:

Fra Chennai: 23. august 2016, 9. november 2016 og 18. januar 2017

Fra Kochi: 16. september 2016, 5. december 2016. 14. februar 2017

Inkluderet:

  • Flybillet København – Chennai / Kochi – København m. et flyskift undervejs eller København – Kochi / Chennai m. et flyskift undervejs
  • Lufthavnskatter og afgifter
  • 14 overnatninger (10 på standardhoteller, 2 på camps, 1 i homestay, 1 på husbåd) (tillæg ved enkeltværelse)
  • Morgenmad i forbindelse med alle overnatninger, dog med helpension på camps, på homestay og husbåd
  • Privat transport fra lufthavn til hotel ved ankomst til Chennai og ved afrejse fra hotel Kochi til lufthavn
  • Royal Enfield Bullet med benzin
  • Engelsktalende turkaptajn
  • Backup køretøj
  • Entré
  • Engelsktalende lokalguides
  • Bådtur på Periyar sø
  • Landsbygåtur og kanobådtur i Alleppey
  • Kathakali dans
  • Alle aktiviteter Backwaters og i bjergene (sejlads, vandreture m.m.)
  • Forsikring af hele det lokale mandskab
  • Indisk turistskat
  • Produktansvarsforsikring
  • Bidrag til Rejsegarantifonden og rejsen er omfattet af pakkerejseloven og dækket af rejsegarantifonden

Ikke inkluderet:

  • Indenrigsbillet i Danmark
  • Fakturagebyr 90 kr.
  • Afbestillings- samt rejseforsikring
  • Visumgebyr (48 dollars pr. person)
  • Alt ikke beskrevet under ”inkluderet” såsom forplejning udover nævnte, donationer og drikkepenge