OUR LAND YOGARETREAT – FIND RO & STYRKE
Grupperejse 15 dage
26. jan. – 10. feb. 2018

DKK 19.900,00

Skøn yoga- og ayurveda retreat med Annette Tzfanya på dejlige Our Land øen i Keralas ‘Backwaters’. Her går ro og natur hånd i hånd med en omsorgsfuld atmosfære og service i højeste potens. Giv slip på hverdagen og brug denne tidslomme til at drage omsorg for dig selv gennem stilhed, yoga og ayurvediske behandlinger. Der bliver også tid til stemningsfulde Fort Cochin, backwater sejlads og et dyp i Det Arabiske Hav.

 

 

Send en forespørgsel
*
*
*

Produktbeskrivelse

26. jan: Afrejse Danmark

Afrejse København sen eftermiddag – et flyskift undervejs.

27. jan: Ankomst Kochi - Fort Cochin

Ankomst Kochi lufthavn klokken 9.40. lokal tid.

Vi bliver mødt ved ankomst og bliver kørt til den fredede bydel, Fort Cochin, som er på Unescos verdensarvs liste. Byen har i århundreder tiltrukket søfarende, der kom sejlende med monsunvindene for at købe krydderier som peber og gurkemeje på Malabarkysten. Kublai Khan bragte de kinesiske fiskenet til Kerala, Den portugisiske opdagelsesrejsende Vasco da Gama levede – og blev begravet – her. Hollænderne byggede paladser, og endelig kom briterne. Kochi blev en kulturel smeltedigel med indflydelse fra kinesere, arabere, jøder og europæere.
Vi ankommer om morgenen og om muligt vil vi tjekke ind på hotellet, men hvis vi ikke kan få alle værelser på dette tidspunkt, bliver der mulighed for at friske sig lidt op på nogle enkelte værelser. Hav badetøjet med i håndbagagen, for der er pool i gårdhaven.
Efter hvile mødes vi til informationsmøde, vi strækker benene med går en tur i området, der byder på cafeer, boghandlere, kunsthåndværk og udstillinger.
Om aftenen får vi en lækker ’thali’ – 6-8 små retter med ris og brød, serveret på en bakke.

28. jan: Fort Cochin - masser af indtryk

Morgenyoga fra 6.00 til 8.00.

Dejlig morgenmad og så skal vi ud og opleve Fort Cochin og peberbyen Mattancherry!
Vi lægger vejen forbi St. Francis, den første europæiske kirke i Indien, hvor Vasco da Gamas blev begravet. Herefter går turen til Dhobi Ghat, hvor der vaskes enorme mængder tøj som i pre-vaskemaskine tiden. I peberbyen Mattancherry med Jødegaden og Pardesi synagogen, går vi rundt i de små stræder forbi portugisiske huse med verandaer og skodder for vinduerne. Her kan alskens krydderier og meget, meget andet købes.
Mætte af indtryk tager vi tilbage til vores dejlige hotel i Fort Cochin, hvor der er fællesspisning på lokal restaurant om aftenen.


29. jan: Fort Cochin - backwaters, Our Land

Morgenyoga fra 6.00 til 8.00

Vi bliver mødt af chaufførerne og kører ned langs kysten til Alleppey og ”backwater”-området.
Kerala Backwaters byder både på historiske monumenter, kultur, dyreliv og naturlig skønhed i form af de mange kanaler, der bliver brugt som vandveje. På halvøerne og øerne er landbrug i højsædet, og markerne ligger under havets overflade – et fænomen, man kun finder i backwaters, i Holland og på den jyske marsk.
Vi bliver sejlet over kanalen til den frodige ø, Our Land, som vil danne rammen for vores yoga- og ayurvedaretreat, og som vi har helt for os selv.
Indkvartering i bungalow eller husbåd. Kokos mocktails og chill!
Efter indkvartering mødes vi til informationsmøde om de kommende dage på Our Land.

30. jan - 05. feb: Our Land yoga- og ayurvedaretreat

Resten af retreatet på Our Land vil forløbe efter følgende dagsskema (med nyt tema hver dag):

06.00-08.00: Meditation, pranayama og yoga
08.00-10.00: Morgenmad og første hold til Individuel ayurveda session
10.00-12.00: Morgenmad og andet hold til Individuel ayurveda session
12.00-13.00: Tid til at slappe lidt af efter behandling og tage et bad, så du er klar til frokost
13.00-14.30: Frokost
14.30-16.00: Læsning af udleveret materiale, refleksionsopgave eller stilletid
16.00-17.30: Mild og blid yoga, efterfølgende dialog
17.30–18.00: Tid til at bade og klæde om til aftensmad
18.00-19.00: Aftensmad
20.30-21.00: Meditation og godnat

Fra aften meditation og til efter morgen praksis holder alle mauna – stilhed.

Silence

A day of Silence
Can be a pilgrimage in itself.
A day of Silence
Can help you listen
To the Soul play
Its marvellous lute and drum.
Is not most talking
A crazed defence of a crumbling fort?
I thought we came here
To surrender in Silence,
To yield to Light and Happiness,
To Dance within
In celebration of Love’s Victory!

(Digt af Hafiz)


Dagene på Our Land vil være tematiserede i forhold til de 7 principper i vijnana yoga , og en af dagene byder også på et seminar med Dr. Jayakrishnan om ayurveda:

Den 30. jan. – Relaxing the body – har vi fokus på at ankomme, give slip og spænde af. Temaet er ‘Relaxing the body’. Vi skal sammen overgive os til roen på Our Land og lade denne ro synke dybt ind for at kunne ånde ud og give slip på dagligdagens spændinger. Du skal blot lade dig føre og give efter.
Dagens tema og spørgsmål til refleksion vil være – hvordan det at give efter og afspænde kan være hjælpsomt i andre dele af livet?

Den 31. jan. – Quitting the mind –  arbejder vi på bevidst at stilne vores sind. Når vi praktiserer yoga, behøver vi ikke at reagere på, hvad der sker omkring os. Vi kan alene rette opmærksomheden mod, hvad der sker indeni. Vi vil iagttage vores tanker, følelser og praktisere yoga fra et indre sted. Yogaen er denne dag med et fokus på at stilne tankerne, så du kan praktisere fra den indre stilhed.
Dagens tema og spørgsmål til refleksion er, hvordan stilhed og ro kan bidrage – og integreres – i en travl hverdag.

Den 01. feb. – Focus through intent –  retter vi vores opmærksomhed imod, hvad vi virkelig ønsker os i vores yogapraksis og liv – vores intentioner. Når du er klar over din intention med din yogapraksis, så føres du i den retning, der bedst understøtter dig. Din intention er kraftfuld, når den kommer fra hjertet og du vil i dag sætte tonen for din yogapraksis via intention.
Vi arbejder også med, hvordan vi ellers kan overføre dette princip direkte til livet. Hvordan vi kan blive bevidste skabere af vores liv, når vi rækker ud efter det, vi ønsker.

Den 02. feb. – Rooting –  vil vi bevidst rette vores opmærksomhed mod de dele af kroppen, som rører gulvet og jorden. Det er en dag med fokus på jordforbindelse og stabilitet – både på yogamåtten og i livet. Du guides til at mærke dine fødders kontakt med jorden, imens du lader resten af kroppen strække og åbne sig fra det udgangspunkt. Kvaliteten af kontakten med jorden skaber kvaliteten af yogastillingen.
Vi stiller spørgsmålet, hvordan vi kan have jordforbindelse og være rodfæstet også når vi ikke er på yogamåtten.

Den 03. feb. – Connecting –  har vi fokus på forbindelser og sammenhænge – både i vores kroppe, mellem krop og sind og i livet. Når vi dyrker yoga, bevæger vi kroppen som en enhed. Den kropsdel, der er forbundet med jorden, er også forbundet med for eksempel den hånd, der strækker sig mod himlen. Forbindelse i kroppen skaber stabilitet i yogastillingerne. Kroppen er forbundet som i kæder, hvor alle led i kæderne bevæger sig frit og smidigt i forhold til hinanden.
Hvad skal der til, for at vi kan bevæge os i livet med samme frihed?

Den 04. feb. – Awareness of breath – har vi fokus på åndedrættet. Vi trækker vejret hele livet og lægger ofte slet ikke mærke til åndedrættet. Ofte trækker vi desuden vejret meget overfladisk og får dermed ikke det fulde udbytte. Denne dag skal bruges på at lægge mærke til, hvordan vi trækker vejret.
Træk vejret ind og ånd ud. Træk vejret dybt ind og forbind dig indad; ånd ud og forbind dig til verdenen omkring dig. Træk vejret ind og accepter, det som er; ånd ud og overgiv dig til jorden. Yogaen er denne dag fokuseret på pranayama, åndedrætsøvelser. Åndedrættet løfter og bærer os gennem dagens yogapraksis.
Vi lader dagens fokus være en inspiration til at trække vejret dybt i hverdagen.

Den 05. feb. – Expanding, elongating and widening  – på sidste dagen tager vi bevidstheden på åndedrættet med ind i en udvidende yogapraksis. Fokus er på at forbinde til jorden, når vi ånder ud og på at forlænge og udvide kroppen, når vi trækker vejret ind. Når vi lærer, hvordan vi forlænger og udvider, vil vi bevæge os ubesværet og let. Vi hænger ikke i leddene og vores muskler arbejder præcist – hverken for meget eller for lidt. Kroppen bevæges afspændt og som en enhed.
Hvordan kan vi leve livet i balance – hvor vi hverken anstrenger os for meget eller for lidt? Hvor vi kan bevæge os afspændt og yndefuldt gennem livet? Hvordan tager vi yogaens principper med tilbage til hverdagen?

06. feb: Our Land - individuelle konsultationer og grønne, grønne rismarker

Denne dag er der program, næsten, som de øvrige dage, men alle har afsluttende konsultation med dr. Jaya i stedet for behandlinger. Desuden går vi en lang aftentur sammen med Ratheesh på stierne gennem rismarkerne og området omkring Our Land.
Vi vil have fokus på dinacharya, daglig praksis. ”Hvordan kan du, når du kommer hjem, have en daglig praksis som støtter dig!?” Vi tager selvfølgelig afsæt i Dr. Jayas anbefalinger.
Sidst, men ikke mindst vil vi sammen forberede os på næste dag – stilhedsdagen.

07. feb. Our Land - Stilhed

Dagen afvikles i stilhed.
Denne dag er helt speciel – vi er stille sammen og fjerner derfor noget af den støj, der normalt fylder vores hverdag. Alle opfordres til at lægge deres mobiltelefoner på hylden – den lader vi os også forstyrre af!
Stilhed kan virke helbredende. I stilheden har man mulighed for at fordybe sig på en måde, som ikke er mulig i den støj, som vi lever med i dagligdagen.
Vi dyrker yoga sammen i stilhed, vi spiser sammen i stilhed og vi bevæger os rundt på Our Land i stilhed.
Stilhed er for nogen en velsignelse og for andre en stor udfordring. Annette er tilgængelig hele dagen for at støtte dig, så selvfølgelig kan vi tale sammen, hvis det bliver svært og overvældende.

8. feb: Our Land - Havet

Vi dyrker naturligvis yoga om morgenen og spiser morgenmad sammen. Derefter går turen til havet – den store kontrast til stilheden og dog – havet drager og beroliger. Du kan slentre langs stranden og mærke det varme sand mellem tæerne. Du kan bade i havet og lade kroppen blive vugget og omfavnet af det skønne vand og du kan ligge med lukkede øjne i skyggen af palmetræerne og hvile!

Kan du bevare roen og ikke lade dig rive med? Kan du trække lidt stilhed med ud til det store hav?

9. feb: Our Land - backwatersejlads på husbåd

Efter en dejlig yoga og morgenmad har vi en hel dag på husbåd. Vi læser, taler, hygger og slapper helt af, mens vi sejler dovent afsted på the Backwaters. Der serveres lækker frokost på båden og vi har hele dagen til at nyde Kerala i fulde drag,
Åkander, stille vand, både flyder forbi, solen skinner og vi flyder med!
Vi skal tidligt i seng, da vi skal køre før solopgang til lufthavnen.

10. feb: Hjemrejse

Hjemrejse fra Kochi lufthavn med en mellemlanding og ankomst i København samme dag tidligt om aftenen. Udhvilet, opladet, udstrakt og glad – velkommen hjem!

Læs mere om ayurveda

Kodeordene for denne rejse er: Find ro & styrke!

Vi kan ikke love dig et nyt og sundt liv, men vi kan tilbyde dig, at du her får mulighed for at lægge hverdagens bekymringer fra dig og kun koncentrere dig om at pleje din krop og sit sind. Måske du kommer sundheden nærmere? Det håber vi.

På retreatet her er yoga, stilhed og ayurvediske behandlinger grundstenene i at finde tilbage til et mere balanceret liv. Det giver dig en timeout fra din travle hverdag, hvor mailboksen og Facebook får lov til at passe sig selv og du får mulighed for at få bugt med de livsstils ubalancer, du måtte have akkumuleret gennem en stresset hverdag, som for eksempel muskelspændinger, søvnbesvær eller dårlig fordøjelse.

Her kan du:

• Hvile, være i stilhed og restituere

Aurveda tilråder, at vi går i seng før kl. 22.00 og står op omkring kl. 06.00, så dette bliver afsættet for vores dage på øen Our Land. Du kan slænge dig i en hænge køje med en god bog. Du kan drikke chai på din veranda, mens du ser solen gå ned og du kan tage dig et middagshvil, mens solen er på sit højeste. Du kan også lad solens varme stråle omfavne din krop. Hver aften efter meditation til næste morgen efter yoga vil alle være i mauna - stilhed.

• Være tæt på naturen

Omgivelserne er grønne i alle nuancer, som er balsam for sjælen og vi er omgivet af vand. Når vi opholder os i smuk natur slapper vi af, og vi vil både sammen og selv gå meditative ture langs rismarkerne. Vi vil sejle på Backwaters og i det hele taget ånde og mærke de smukke omgivelser.

• Meditere og dyrke yoga

Meditation er ikke noget, man skal have et særligt talent for og du vil blive introduceret til forskellige måder at meditere på under opholdet. Yogaundervisningen tager afsæt i den enkelte og alle kan være med. Du skal med andre ord hverken være smidig eller erfaren for at deltage – du skal blot have lyst til at gå på opdagelse. Undervisningen er bygget op, så der hver dag er et nyt tema - se under "beskrivelse".

• Modtage ayurvedisk konsultation og behandling

Den ayurvediske konsultation vil danne baggrund for dit behandlingsforløb, og du vil desuden få sparring i forhold til, hvordan du ved hjælp af ayurvediske principper fremover kan gøre en indsats for at forebygge ubalance. Hver dag på Our Land vil du modtage ayurvedisk behandling af terapeuter under kyndig vejledning af den meget dygtige og empatiske ayurvedalæge Dr. Jayakrishnan. De vil samarbejde om den helt rigtige behandling til lige præcis dig.

• Bade i det Arabiske Hav og gå lidt shop amok i stemningsfulde Kochi

Pris:
Pris per person:

Delt dobbeltværelse 19.900 kr
Enkeltværelses tillæg 4.900 kr

Med forbehold for pris- og programændringer.

Inkluderet:

  • Flybillet København - Kochi t/r
  • Lufthavnsskatter og afgifter
  • Lokal transport
  • 14 overnatninger med morgenmad alle steder og helpension ved Our Land. Maden på Our Land er vegetarisk og tilpasset de ayurvediske principper
  • 7 ayurvediske behandlinger ved Our Land
  • Dejligt program med yoga, oplæg og meditation med Annette Tzfanya, som beskrevet under "beskrivelse"
  • Sejlads ved Our Land på backwaters
  • Halvdags bytur i Kochi inkl. guide og entreer
  • Indisk turistskat
  • Bidrag til Rejsegarantifonden og rejsen er omfattet af pakkerejseloven og dækket af rejsegarantifonden

Ikke inkluderet:

  • Indenrigsbillet i Danmark
  • Pension ud over hvad nævnt i Marari og Kochi
  • Fakturagebyr 90 kr
  • Afbestillings- samt rejseforsikring
  • Visumgebyr (48 dollars)
  • Alt ikke beskrevet under “Inkluderet” såsom forplejning udover nævnte, donationer og drikkepenge - beregn 400 kr. til drikkepenge

1) ”Alt er grønt. Blomster, træer, palmer, vandet og mange søanemoner. Grønt, grønt , grønt. Her er frodigt, varmt og smukt. Our land ligger på en lille ø lige midt i Backwaters. Vi er de eneste gæster på øen, mens vi er her. Vi føler, vi er alene ved verdens midtpunkt og føler os meget privilegerede. Det er svært at finde steder så eksotiske som endnu ikke er berørt af masseturisme. Vi nyder det!” - Fra Michelle Hviids blog om hendes tur til Our Land.

2) Charline oplevede opholdet sådan:
"Jeg har været 3 dage på Our Land for ca 8 år siden og har ønsket at komme tilbage, selvom jeg sjældent tager samme sted hen. Nu var formålet at blive rask efter lang tids sygdom, så jeg bestilte 3 ugers udrensning med min 20 årige datter. Det var det bedste, vi kunne gøre, vi nød hvert et sekund. Behandlingerne fik os helt ned i kroppen og vi fik sovet, læst og spillet kort samt nydt udsigten. At være der så længe gør, at vi blev indlemmet i den kærlige stemning, der er blandt personalet. Madhu Menon som er manager var der også sidste gang og han giver stedet en helt fortryllende stemning. Aldrig har jeg fået så vidunderlig mad, endda serveret 3 gange dagligt på terrassen. Vi kom så meget til hægterne, at vi kunne tage hjem og gå i gang med arbejde og det liv, vi levede før sygdom. Jeg kan ikke anbefale stedet nok, vidunderligt personale, kompetent ayurvedisk læge og behandlere, roligt, rigt på fugle og dyreliv, skønt at svømme i Backwaters og tag en lille rotur ind imellem. Jeg planlægger nu at tage det som recovery hvert år, for at komme helt ned i mig selv, da det er svært at finde muligheden for mange andre steder. I øvrigt var det vidunderlig beroligende, når det regnede, så næste gang tager jeg måske afsted i monsoonen. PS: Det bedste for en nyheds/medie junkie som mig var at være uden wifi."

3) "Ourland – ren balsam for sjælen!"
"Jeg var februar 2017 på et 3-ugers ophold på Ourland i Sydindien. Det var en fantastisk oplevelse, hvor jeg fik mulighed for at tanke al den energi op, som jeg ikke havde da jeg kom. Med kun 6 bungalows og en husbåd er det et skønt lille sted, hvor den enkelte gæst er i fokus og kan få præcis, hvad man ønsker; Ourlands personale er en historie for sig! Allesammen så opmærksomme og imødekommende! Morgentheen kom af sig selv lige efter daggry, friske blomster blev plukket og sat i vand som en velkomst til dagen, morgenmad, frokost og aftensmad serveret som jeg ønskede det – alene eller sammen med andre, kano og gåtur arrangeret efter behov og min bungalow holdt helt fantastisk ren. Selv myggene på min terasse blev dagligt røget væk med en særlig røgelse. Med i mit ophold var der daglig Ayurveda behandling, der gerne tog et par timer. Den blev skræddersyet af Ourlands Ayurvedalæge lige efter jeg kom og udført af en erfaren massør. Det var en meget stor og virkningsfuld oplevelse. Behandlingerne blev ansvarsfuldt tilrettelagt, så jeg hele tiden fik det der passede til hvordan jeg havde det og tog imod det forskellige. Grace Tours havde arrangeret opholdet og orienteret om både stedet og behandlingerne på forhånd, så jeg var velforberedt, men kan kun sige at den virkelige oplevelse var langt bedre end forventet. Tak for det!" - Lisbeth

Yogaundervisningen tager udgangspunkt i Vijnana Yogaens 7 vitale principper. Hver dag fokuserer vi på et princip og alle aktiviteter har således samme grundtone. Du introduceres til hemmelighederne i Vijnana Yoga - og vi vil forbinde principperne til, hvordan vi i øvrigt lever vores liv. Vi vil sammen udforske, hvordan de vitale principper og vores erfaringer fra yogamåtten kan overføres til vores liv og hverdag. Læs mere om principperne og programmets opbygning under beskrivelse af turen. Yogaen går hånd i hånd med de ayurvediske behandlinger.

Vijnana yoga blev grundlagt af Orit Sen-Gupta 2002 og Annette er pt. den eneste lærer i Danmark indenfor denne blide yogaform.

Vijnana yoga bygger på principper, som at afslappe kroppen og stilne sindet, finde intension og fodfæste, samt have opmærksomhed på åndedrættet og fornemmelsen af ekspansion. De langsomme, rolige flow vil føre dig gennem principperne og vi vil sammen udforske og lege med muligheden for, at vi kan anvende flere - eller alle principper på en og samme tid. Principperne er fokuspunkter, som kan give dig inspiration til din praksis, og guidelines for en sikker og opmærksom praksis.

Du kan være med til yoga og meditation, uanset om du har prøvet det før ej.

Du kan læse mere om Vijnana Yoga her www.vijnanayoga.org

Annette Tzfanya er uddannet fysioterapeut og bruger sin viden derfra, når hun underviser. Hun er certificeret Vijnana yogalærer, som den eneste i Danmark.

Annette har undervist i yoga siden 2003 og søger konstant at udvikle sin viden omkring yoga gennem egen praksis og ved at deltage i undervisning med yogalærere fra både fra ind- og udland.

Annette elsker at undervise og videregive sin begejstring og glæde ved yoga. Hun anstrenger sig for, at alle går fra en yogatime med oplevelsen af, at noget har forandret sig dybt indeni. At kommunikere yoga og udforske yoga med de studerende er blevet en lidenskab for Annette, for det er i dette møde at yoga, som en levende tradition, videregives.

Annette har en legende og kreativ tilgang til yogaen. Det skal være sjovt og nærværende, flydende og tilgængeligt. Du kan bare møde op – præcis som du er!

Annette er desuden certificeret Mindjuice Coach og hun vil gøre sit for at støtte dig i at nå dine mål, så du kommer styrket hjem fra dette retreat.

Ayurvedisk behandling
Målet med ayurvedisk behandling er at optimere det enkelte menneskes fysiske og mentale velfærd og samtidig sikre det bedst muligt mod fremtidige sygdomstilfælde. Et væsentligt element i den ayurvediske behandling er klassifikationen af patienten i forhold til visse fysiologiske grundtyper (Vata, Pitta og Kapha), der i det ayurvediske system besidder særlige kropslige og mentale kendetegn. Denne inddeling foregår hovedsagelig på baggrund af almene konsultationer og samtaler med den ayurvediske læge, som dernæst ordinerer en behandling specifikt til den pågældende person.
Behandlingerne bliver tilpasset den enkelte og ændres, som behandlingen skrider frem, og kroppen begynder at reagere positivt. Ayurvedisk massage er særlig velegnet til at afhjælpe ryg- og ledsmerter og sportsskader og har været brugt mod følgevirkninger fra arbejds- og trafikulykker som f.eks. piskesmældsskader. Derudover bruges ayurvedisk massage som et effektivt middel til reduktion af stress og som stadig mere populært rekreativt tilbud. Ayurvediske behandlinger understøttes fint med yoga.

OBS: Der lægges på dette retreat særlig vægt på yoga og revitaliserende ayurveda ' light' behandlinger. Dvs. uden de store udrensninger.

Our Lands ayurvediske læge: Dr. Jayakrishnan
Den ayurvediske læge på Our Land Dr. Jayakrishnan er imødekommende, nærværende og lyttende. Han står for behandlingerne og vil sikre, at de understøtter dig på bedste vis! Han vil være tilstede flere gange i løbet af dit ophold på Our Land og alle får 1-2 individuelle konsultationer, som støtter dit forløb på stedet og giver forslag til, hvordan du kan fortsætte med gode vaner, når du skal hjem.

Dr. Jayakrishnan T J (BAMS, MD) er uddannet fra Pankajakasthuri Ayurveda Medical College i Trivandrum under University of Kerala. Herefter har han videreuddannet sig (post graduation. MD) indenfor den ayurvediske disciplin Rasashastra (hvordan blandinger af metaller og urter kan bruges medicinsk) på Alvas Ayurveda Medical College, Karnataka under Rajiv Gandhi Medical University. Her lavede Dr. Jayakrishnan forskning og skrev speciale omkring, hvordan nano sølvpartikler kan bruges i en effektiv kur mod kræft.

Læs mere om ayurveda

Kom med til et helt særligt sted!

Du kan kun komme til Our Land med båd og allerede der, siddende i kanoen, så ved du, at der venter dig noget helt unikt. Our Land Resort ligger godt gemt i en frodig, grøn skov af træer midt i det smukke Backwaters område i Kerala i det sydlige Indien. Kanoen glider stille gennem vandet og grønne øer, hvor de smukkeste lyserøde åkander er at finde overalt. Her står tiden stille – og du opfordres på denne tur til at tillade stilheden og tidsløsheden omfavne dig.

Medarbejderne på Our Land står klar ved bredden for at tage hjerteligt imod dig og hver og en er klar til at gøre dit ophold til noget helt specielt. Smilende, servicemindede og utroligt imødekommende – ligegyldigt hvem, du møder, på resortet, så er de villige til at hjælpe.

Our Land er en bæredygtig feriedestination og vi er - i Grace Tours - stolte af at være medejere af øen og resortet derpå, som sidste år modtog en pris for ”Responsible Tourism”. Prisen gives ud fra forskellige parametre indenfor miljømæssig, økonomisk og social bæredygtighed.

Maden bliver på Our Land dyrket lokalt og tilberedt efter ayurvediske principper. Maden er velsmagende og menuen er sammensat så dine smagsløg pirres mest muligt. Du bliver kærligt ført ind i det indiske køkken – med specialiteter, som er kendetegnende for Kerala. Glæd dig til mad, som nærer krop og sjæl.

Our Land har ikke WiFi, så du vil være offline i 7 dage, men det er dog muligt at sejle over til et nærliggende resort og købe netadgang, hvis du er nødt til at skulle på nettet.