AYURVEDA YOGA RETREAT MED YOGIJI
Grupperejse 15 dage
20 jan. – 04 feb. 2018

DKK 19.900,00

Mærk dig selv igennem de helende ayurvedabehandlinger kombineret med meditation og yoga i Kovalam med Siri Shiva Singh Yogiji. Han deler ud af mange års erfaringer med humor og kærlige los, så du vil strække dig lidt længere, se lidt videre og leve dit liv lidt større. Du kommer ud af hovedet, ned i kroppen og mærker dit hjerte. Vi skaber rammerne for to specielle uger med livsglæde, hvor du kommer ned i gear og vil rejse smidigere og mere lattermild hjem.

 

Send en forespørgsel
*
*
*

Produktbeskrivelse

20. jan. 2018: Afrejse Danmark

Afrejse fra København om formiddagen, med en mellemlanding undervejs.

21. jan. 2018: Ankomst Trivandrum - Kovalam: Strand og hvile

Efter ankomst får du en “velkomst relax massage”, hvor jetlaggen masseres ud af kroppen. Fællesmiddag om aftenen.

22. jan – 3. feb. 2018 Kovalam strand: Med yoga, meditation og revitaliserende ayurveda

Ved solopgang laver vi yoga, hvor alle kan være med, uanset om du er ny til yoga eller øvet.

Efter en god morgenmad går vi hver til sit. De daglige ayurvedabehandlinger på Agastyaa vil ligge nogenlunde fast hver dag, og der er også tid til at slappe af ved stranden.

Hen på eftermiddagen samles vi igen for yoga og pranayama (åndedrætsøvelser) og mediterer sammen. Om morgenen har vi mest energi og om eftermiddagen bliver det roligere og understøttende.

Vi veksler mellem yogasessioner og lidt yogafilosofi. Dr. Unni vil også deltage i én af vores eftermiddagssessioner. Nogle eftermiddage trænger vi til at holde lidt fri, og du vil få mulighed for at deltage i aktiviteter, der vil blive arrangeret som særlige indslag på turen. Det kan være, at vi besøger et spændende hindutempel, eller måske kan vi også deltage i en hinduceremoni og få bundet den hellige røde tråd, Mauli, som en velsignelse og beskyttelse, omkring vores håndled.

Vi nyder solnedgangen, og de som har lyst mødes hver aften og spiser sammen. Det vil være en fordel (men ikke en nødvendighed), hvis du inden afrejsen har taget en eller flere af Yogijis workshops. Inden afrejse inviterer vi til en workshop med Yogiji og denne er inkluderet i rejsens pris.

Typisk dagsprogram:

kl. 7.00-9.00: Morgen yoga
kl. 9.00-10.00: Dejlig morgenmad med havudsigt.
kl. 10.00-16.00: Ayurveda hver dag og tid til refleksion, læsning, strand og andet
kl 16.00-17.30: Yoga, pranayama, meditation eller workshop
kl. 17.30-19.00: Solnedgang fra terrassen eller en tur langs stranden.
kl. 19.00: De, som har lyst, spiser fællesmiddag.

4. feb. 2018: Afrejse Indien

I de tidlige morgentimer tjekker vi ud af hotellet og kører til Trivandrum lufthavn. Ankomst København tidlig eftermiddag.

Læs mere om ayurveda

Vi har skabt dette retreat, som kombinerer yoga, pranayama (vejrtrækningsøvelser), meditation, ayurveda, sol, strand og velsmagende sund mad.

Yoga er en livsstil. En livsstil som Yogiji for mange år siden blev forelsket i og tog til sig. Ayurveda, som betyder viden om livet, er søsteren til yoga og du vil på turen dagligt opleve de ayurvediske behandlinger på egen krop hos Agastyaa, Dr. Unni’s ayurveda klinik. Grace Tours har i mange år arbejdet tæt sammen med Dr. Unni.

Yogiji er fra USA og undervisningen vil primært foregå på engelsk. Han taler og forstår dog meget dansk.

Detox og destress

Detox og destress er kodeordene for dette retreat. Her får du mulighed for at lægge alle hverdagens bekymringer fra dig og kun koncentrere dig om at pleje og forkæle din krop og dit sind.

Udover de daglige ayurvediskebehandlinger, som tilpasses efter hver enkelt af Agystyaa’s dygtige læger og terapeuter, får du både mediteret og lavet yoga hver eneste dag.

Hvis du er begynder, får du naturligvis undervisning i hvordan du mediterer, lige som Yogiji vil være der som lærer og guide, hvis du støder på forhindringer. Alle kan være med til morgenyoga, uanset form eller alder. Og bare rolig, hvis du er øvet differentierer Yogiji øvelserne, så du også kan udfordre dig selv.

Udover den umiddelbare effekt, du vil få af dette retreat og de daglige ayurvedabehandlinger, vil Yogiji bestræbe sig på at effekten bliver langtidsholdbar, således at du tager alt hvad du lærer, om at leve en ny og mere balanceret livsstil, med hjem. Yogiji’s klasser er altid afvekslende. Du keder dig aldrig og så er der altid skøn meditation.

Hvem kommer med på sådan en rejse – og skal jeg sidde i rundkreds med dem hver dag?

Typisk har vi mange forskellige, skønne slags mennesker med på vores rejser. Vi byder alle velkomne, der har lyst til at fordybe sig i sig selv, yoga og ayurveda. Du behøver ingen andre forudsætninger end en krop. Du bestemmer helt selv, hvor meget du har lyst til at involvere dig. Du må hjertens gerne være frontløber på fællesspisning hver aften, ligesom du lige så gerne må hygge med dig selv og bare møde op til gruppeundervisningen og din personlige behandling.

"Rejsen var en pragtfuld oplevelse - og en udfordring. For den inkluderede også den spirituelle yoga - åndedrætsøvelser og meditation. Og gruppen kunne ikke harmonere bedre sammen." (Annette)

"Dejlig lokation, skønt værelse, god morgenmad og rigtig fin "ånd" på hotellet/staff meget venlige." (Tina)

"Turen levede mere end op til mine forventninger. Yogiji er en fantastisk yogalærer. Han er meget god til at tilpasse yoga til forskellige sværhedsgrader, så alle kunne være med. Han er et meget omsorgsfuldt menneske, der tager hånd om hele gruppen. Jeg har haft en fantastisk oplevelse med både yoga og meditation. Agastyaa’s ayurveda er meget virksom. Mine skavanker og udfordringer blev taget ind og arbejdet med på bedste vis. Jeg er overordentlig tilfreds. Jeg har nydt mine dage på Beach Hotel 2. Rengøringen er i top, personalet er fantastisk søde, smilende og hjælpsomme. Jeg har under hele turen følt mig i gode hænder, følt mig tryg og støttet hele vejen igennem. Jeg anbefaler det allerede til højre og venstre." (Lykke)

"Beach hotel II absolut anbefalelsesværdigt. Meget stilfuldt med smukke materialer og samtidig afslappet og “hjemligt”. Udsigten dejlig. Havde fuld tillid til personalet og følte mig hjemme og tryg. Morgenmaden var rigtig god." (Dorthe)

Pris med the beach hotel
19.900 kr. dobbeltværelse / 22.400 kr. enkeltværelse
Kun dobbeltseng i værelser. Ved 2 personer kan sengene ikke skilles ad.

Pris med the beach hotel II
21.900 kr. dobbeltværelse/25.900 kr. enkeltværelse
Hvis 3 personer deler et værelse, opnås rabat på 400 kr./person

Med forbehold for prisændringer.

the beach hotel ligger midt på strandpromenaden og lige ud til stranden. Alle værelser (8) i stueetage med egen terrasse med havudsigt. Pæne værelser og velfungerende hotel med dejlig restaurant, German Bakery på første sal.
the beach hotel II er nyere, lyst, luftigt og smukt. Værelser (12) alle med egen, privat balkon med havudsigt. Stueetagen huser restaurant Fusion, Kovalams bedste spisested. Et af de absolut bedste steder at bo ved Kovalam.
Begge hoteller ejes af et indisk-tysk par. Stilen er indo-europæisk, terracotta, batik og smuk! Sans for detaljer og god atmosfære.
Alle værelser uden ac og med loftsvifter. AC anbefales ikke mens du får ayurveda, men kan bestilles på the beach hotel II mod tillæg 125 kr. pr nat pr værelse.

Inkluderet:

  • Flybillet Danmark - Sydindien t/r
  • Lokal transport til hotel t/r
  • 15 overnatninger på valgt hotel m. morgenmad
  • Lufthavnsskatter og afgifter
  • 2 ugers ayurvediske behandlinger på Agastyaa Heritage Clinic, som ledes af Dr. Unni
  • Workshops om ayurveda og yoga
  • Som Grace Tours kunde på Agastyaa Heritage Clinic vil du få en personlig konsultation hos Dr. Unni i løbet af dit ayurveda behandlingsforløb
  • Bidrag til Rejsegarantifonden og rejsen er omfattet af pakkerejseloven og dækket af rejsegarantifonden

Ikke inkluderet:

  • Indenrigsbillet i Danmark
  • Ekstra pension
  • Fakturagebyr (90 kr. pr. person)
  • Afbestillings- samt rejseforsikring
  • Visumgebyr (48 dollars pr. person)
  • Alt ikke beskrevet under “Inkluderet” såsom forplejning udover nævnte, donationer og drikkepenge

Siri Shiva Singh Yogiji, bedre kendt blot som Yogiji, er en amerikansk tværfaglig kunstner og yogi. Forfatter til “Creating Stillness, The Art & Science of Meditation Made Easy” og skaberen af BLUYoga.org

En karismatisk og inspirerende lærer. Yogiji blev introduceret til yoga i 1993 og begyndte at undervise i 2002. Er certificeret i Hatha- og Kundalini yoga, samt certificeret personlig træner fra National Academy of Sports Medicine. Han har undervist og holdt foredrag om yoga og meditation og andre sind-krop emner for mange forskellige aldersgrupper lige fra børn til Han har undervist og forelæst på flere kontinenter, for forskellige befolknings- og aldersgrupper. Bevægelser bliver altid en leg og vejrtrækningen dyb og god.

Yogiji guider hver elev til at leve hvert øjeblik fuldt ud fra hjertet og lægger vægt på at skabe balance i tanker, ord og handlinger.

Yogiji har også en forkærlighed for teater og har bla. danset på Broadway i opførelsen af Disneys Broadway musical "The Lion King" i 2000 og Black Nativity af Langston Hughes med Congo Square Theatre. Opera Noir Project 21, Jazz Antiqua og Eurovision Song Contest.
Som model har Yogiji poseret for magasiner som: XY og The New Yorker.

” Jeg nød BLU Yoga klassen, der kombinerer Hatha & Kundalini stilarter.
Yogiji har utrolig karisma, energi, viden om yoga og er sjov!”

"Yogiji er en helt enestående fantastisk lærer og han har en ualmindelig sympatisk personlighed. Fremragende for både øvede og nybegyndere." (Ulla)

"Få lærere evner og tør at være så personlige og tør dele deres varme og enthusiasme som Yogiji, hvilket er med til at gøre ham til en unik og meget menneskelig lærer." (Janek)

Historien om ayurveda

Den medicinske tradition ayurveda er blevet praktiseret i Indien gennem mere end 2.500 år og bygger på et omfattende erfaringsmateriale indsamlet og overleveret gennem generationer af ayurvediske behandlere. Medicinske værker fra år 500 fvt. beskriver således bedøvelsesteknikker og indeholder anvisninger på godt 300 forskellige kirurgiske procedurer, som de ayurvediske læger anvendte med succes.

Ayurvedisk lægekunst omhandler alle aspekter af det menneskelige helbred og velfærd og samordner specialiseret viden om legemlige funktioner og mentalt velbefindende i hver enkelt behandling. Ayurveda blev officielt anerkendt af den indiske stat i 1970'erne med åbningen af flere statslige medicinske universiteter og hospitaler samt autorisation af praktiserende ayurvediske læger. En tredjedel af Indiens medicinske universiteter er i dag ayurvediske, og af Indiens 1.000.000 autoriserede læger er cirka 400.000 ayurvedisk uddannede. En tiendedel af de 16.000 statslige hospitaler er ayurvediske, og disse hospitaler tilbyder særlige behandlinger og lindring af eftervirkningerne fra gigt, psoriasis, visse former for lammelse og kronisk hovedpine. Den ayurvediske lægeuddannelse er et 5-6-årigt studium.

Ayurvedisk behandling

Målet med ayurvedisk behandling er at optimere det enkelte menneskes fysiske og mentale velfærd og samtidig sikre det bedst muligt mod fremtidige sygdomstilfælde. Et væsentligt element i den ayurvediske behandling er klassifikationen af patienten i forhold til visse fysiologiske grundtyper (Vata, Pitta og Kapha), der i det ayurvediske system besidder særlige kropslige og mentale kendetegn. Denne inddeling foregår hovedsagelig på baggrund af almene konsultationer og samtaler med den ayurvediske læge, som dernæst ordinerer en behandling specifikt til den pågældende person.

Læs mere om ayurveda

Læs mere om de forskellige behandlingsformer her

” May the thoughts of my mind
And the words of my mouth,
Be that of my highest self.
So I may use my words,
to Bless, to Heal, and to Uplift”

Siri Shiva S. Yogiji

Yogaen er designet så du får en dybere forståelse af yoga og en transformerende oplevelse.
Klasserne tilrettelægges, så de passer til enhver. Alle er velkomne. Begyndere såvel som øvede. Mænd og kvinder.

Tidligere deltagere udtaler:

"Virkelig god undervisning - vi var på meget forskellige niveauer i gruppen, og det er Yogiji helt formidabel til at navigere i.
Dertil kommer, at han har et smittende humør og en samlende karakter. Fantastisk yogaundervisning, hvorfor jeg også fortsætter i dk."
(Camilla)

"Han er en fantastisk person og underviser, han var god til at undervise alle uanset vores niveau.
Han var god til at samle gruppen."
(Karen)

En dygtig, dejlig og humoristisk lærer. Ønskede ikke at gå glip af et sekund af undervisningen." (Dorthe)